Salgs- og leverings­betingelser

1. Tilbud og ordrebekræftelse

TagGruppens tilbud er kun gældende i 14 dage regnet fra den dag, tilbuddet er dateret.

Efter udløbet af denne frist bortfalder tilbuddet automatisk. TagGruppen A/S’ tilbud kan desuden bortfalde, hvis en leverance er udsolgt, eller hvis leveringsbetingelserne ændres fra f.eks. en underleverandørs side.

TagGruppen forbeholder sig retten til at ændre i leverancen indtil leveringstidspunktet, men TagGruppen garanterer i så fald som minimum en tilsvarende ydelse eller et tilsvarende produkt.

En ordre er først bindende, når den er godkendt af TagGruppen med en ordrebekræftelse via mail.

Kunden kan kun henholde sig til det, der står i disse betingelser eller i en eventuel skriftlig aftale mellem parterne.
Udtalelser, som Taggruppen måtte have givet mundtligt, har derfor ingen betydning for vurderingen af leverancen.

Tilbuddet forudsætter, at kunden uden beregning leverer nødvendig byggestrøm og -vand.

Tilbuddet er afgivet på baggrund af de på tilbudsdagen gældende materialepriser, valutakurser, moms, afgifter m.v.
TagGruppen forbeholder sig ret til – hvis der måtte ske ændringer i disse priser m.v. – at foretage tilsvarende regulering af tilbudsprisen, såvel i tilbudsperioden som efter kundens accept af tilbuddet.

2. Priser

Priser fremgår af TagGruppens fremsendte tilbud/overslag/ordrebekræftelse. TagGruppen tager forbehold for prisstigninger, hvis prisen på materialerne stiger efter aftalens indgåelse. Kunden bliver oplyst om eventuelle prisstigninger så hurtigt som muligt.

3. Energibesparelse

Den estimerede besparelse i forbindelse med energirenoveringen er vejledende. TagGruppen A/S kan ikke stilles til ansvar, hvis den beregnede energibesparelse viser sig at afvige. Ved skriftlig accept af dette tilbud fraskriver kunden sig retten til at sælge den beregnede energibesparelse. TagGruppen A/S overdrager retten til indberetning af energibesparelse til Dansk Fjernvarmes Handelsselskab.

4. Rens og maling af tage

Ved afrensning og maling af eternittag og betonstenstage garanterer TagGruppen ikke, at tæthed opnås. Tilbud på afrensning omfatter ikke en vurdering eller kontrol af det eksisterende tags tilstand, medmindre andet er udtrykkeligt aftalt. Der gives ingen garanti mod afskalning af maling på asbestfri tagplader, ligesom garantien på malingen ikke omfatter tilfælde, hvor eternitpladerne de laminerer (smuldrer / har frostsprængninger).

5. Levering og montering

I forbindelse med levering og montering af nye tage har TagGruppen A/S som udgangspunkt (hvis ikke andet er nævnt i tilbuddet) ikke forholdt sig til isoleringen og rentabiliteten deraf.

6. Stillads

Prisen på stilladset er beregnet på baggrund af forventet arbejdstid. Hvis opgaven tager længere tid på grund af sommerferie, juleferie, eller andre ferier eller helligdage, vejrlig (f.eks. regn, sne, blæst, isglat, ekstrem kulde, ekstrem varme) eller ekstra arbejde, vil der blive faktureret ekstra stilladsleje som ekstra arbejde.

7. Betaling

Kundens betalingsbetingelser er 8 dage fra fakturadato, medmindre andet er skriftligt aftalt.

Hvis kunden ikke betaler inden sidste rettidige betalingsdag, og forsinkelsen ikke skyldes TagGruppens forhold, er TagGruppen berettiget til at beregne morarenter fra forfaldsdagen i overensstemmelse med Nationalbankens til enhver tid gældende rentesats og til at opkræve betaling for alle fakturerede og leverede varer, uanset tidligere aftalte kreditbetingelser.

Hvis betaling ikke falder til tiden, vil der ligeledes blive opkrævet rykkergebyr for at dække omkostningerne ved at sende betalingspåmindelser.

Særligt vedrørende oplægning af nyt tag fremhæves det, at betaling af entreprisesummen kan ske i to rater ud fra entreprisesummens størrelse på henholdsvis 50% og 50%.

Første rate forfalder til betaling ved påkrav, når levering af materialer på byggepladsen sker. Anden rate forfalder til betaling ved entreprenørens færdigmelding og fremsendelse af slutopgørelse. Ved oplægning af tegl- eller betontag vil betalingen oftest ske i tre rater af henholdsvis 40% ved entreprisens opstart, 40% ved færdigt monteret underlag og de sidste 20% ved entreprisens afslutning. Ved rensning og maling af tag kan der ske to rater, hvor første rate forfalder efter afrensning af taget, og anden rate forfalder ved entreprisens afslutning. Ved oplægning af solceller forfalder 30% af entreprisesummen ved afgivelse af ordren og resterende 70% ved entreprisens afslutning. Ved montering af vinduer og døre vil betaling oftest ske i to rater af henholdsvis 50% ved bestilling af materialerne og 50% ved entreprisens afslutning. Nærværende bestemmelser udgør en afvigelse fra AB Forbruger.

8. Tidsplan og forsinkelse

Efter indgåelse af bindende aftale angiver TagGruppen forventet opstartsperiode for byggeriet. Tidspunktet angives under forudsætning af, at kunden sørger for, at TagGruppen uhindret kan udføre arbejdet. De af TagGruppen meddelte tidspunkter er alene vejledende.

Ved væsentlige forsinkelser, der medfører betydelige ulemper for kunden, kan kunden hæve aftalen, hvis arbejdet ikke er påbegyndt inden for 30 dage, efter TagGruppen har modtaget skriftligt påkrav fra kunden. Kunden kan ikke rejse krav om erstatning eller økonomisk kompensation ved forsinkelse/ophævelse på grund af forsinkelse. TagGruppen er berettiget til at kræve færdigtidspunktet udskudt, hvis en eller flere af følgende omstændigheder, der ikke er af en sådan beskaffenhed, at TagGruppen ved aftalens indgåelse burde have taget dem i betragtning, indtræder: strejke, lockout og øvrige arbejdskonflikter, brand, krig, mobilisering, uroligheder, indførselsforbud og manglende transportmidler. Desuden har TagGruppen ret til fristforlængelse, når vejrligsforhold forhindrer en tilfredsstillende udførelse af arbejdet. Force majeure og force majeure-lignende forhold berettiger ikke kunden til at ophæve aftalen. Nærværende bestemmelser udgør en afvigelse fra AB Forbruger.

9. Ejendomsforbehold og sikkerhedsstillelse

TagGruppen bevarer ejendomsretten til de solgte varer, uanset om levering har fundet sted, indtil hele købesummen og eventuelle renter/gebyrer er betalt. Dette omfatter ejendomsret til leverede varer og eventuelle forbedringer eller tilføjelser.

TagGruppen er til enhver tid i forbindelse med eller efter aftalens indgåelse berettiget til at kræve betryggende sikkerhedsstillelse for TagGruppens samlede omkostninger i forbindelse med aftalen.

10. Annullering og ændring af ordrer

Efter TagGruppen har fremsendt en ordrebekræftelse til Køber, har Køber ikke ret til at ændre eller annullere ordren.

Vælger Køber alligevel at annullere ordren, er Køber forpligtet til at erstatte TagGruppen for mistet fortjeneste.

11. Mangler

Sælger påtager sig i en periode på 24 måneder efter levering at foretage om levering eller reparation efter eget valg uden ugrundet ophold, når der foreligger mangler ved leverancen.

TagGruppen har dog ikke afhjælpningspligt i de tilfælde, hvor mangler skyldes, at leverancen ikke er blevet monteret og/eller anvendt i fuld overensstemmelse med TagGruppens forskrifter, fejlagtig eller uhensigtsmæssig brug, ændringer eller tekniske indgreb foretaget uden TagGruppens skriftlige samtykke eller ekstraordinære klimatiske påvirkninger.

Sliddele er ikke omfattet af afhjælpningsretten. Ligeledes er omkostninger ved montering og afmontering ikke omfattet af afhjælpningsretten.

Hvis Køber ønsker at reklamere over eventuelle mangler, skal skriftlig reklamation fremsættes straks, efter at manglen er konstateret.

Efter at TagGruppen har modtaget reklamation om en mangel, som anses for omfattet af denne bestemmelse, vil TagGruppen afhjælpe manglen.

Kan Kunden selv udføre afhjælpningen på virksomhedens adresse, er TagGruppens afhjælpningsforpligtelse efter denne bestemmelse opfyldt ved fremsendelse af ny eller repareret del.

Mangelfulde dele, som er ombyttet i henhold til foranstående, skal stilles til TagGruppens disposition, medmindre andet er aftalt mellem parterne.

TagGruppen yder afhjælpningsret for dele af leverancen, som er udskiftet eller repareret, på samme vilkår og under samme forudsætninger som for den oprindelige leverance. TagGruppens afhjælpningsforpligtelse gælder dog ikke for nogen del af leverancen ud over 36 måneder efter levering til Kunden.

12. Ansvars­begrænsninger

TagGruppens erstatningsansvar for mangler kan ikke overstige Købers samlede betaling for ydelsen. TagGruppen er ikke ansvarligt for indirekte skader, såsom tabt fortjeneste eller driftstab mm.

13. Ansvarsfrihed – force majeure

Følgende omstændigheder medfører ansvarsfrihed, når de indtræffer efter aftalens indgåelse og forhindrer dens opfyldelse:

Arbejdskonflikter, strejker, lockout og enhver anden omstændighed, som parterne ikke har været herre over, såsom brand, epidemi, krig, uforudsete militærindkaldelser af tilsvarende omfang, sabotagehandlinger, beslaglæggelse, valutarestriktioner, oprør og uroligheder, mangel på transportmidler, almindelig vareknaphed, restriktioner af drivkraftsmidler og mangler ved leverancer fra underleverandører eller forsinkelse med sådanne leverancer, som skyldes nogen af de i dette punkt nævnte omstændigheder.

Den part, som ønsker at påberåbe sig nogen af de nævnte omstændigheder, skal hurtigst muligt underrette den anden part om, hvilken begivenhed der er indtruffet, og hvornår det forventes, at den ophører.

Begge parter skal forsøge at minimere virkningerne af force majeure-hændelser og genoptage opfyldelsen af aftalen så hurtigt som muligt.

Begge parter er berettigede til ved skriftlig meddelelse til den anden at hæve aftalen, når dens opfyldelse inden for en rimelig tid bliver umulig på grund af nogen af de i punktet nævnte omstændigheder.

14. Afgørelse af tvister

Nærværende betingelser er underlagt dansk lov og værneting.

Enhver tvist om, hvorvidt arbejdet er udført håndværksmæssigt korrekt, påhviler det kunden at rekvirere en byggesagkyndig for egen regning.

Enhver tvist eller uoverensstemmelse, som måtte opstå i forbindelse med denne kontrakt, skal forsøges løst gennem forhandling. Hvis det ikke på denne måde lykkes parterne at finde en mindelig løsning på tvisten, er enhver af parterne berettiget til at indbringe sagen for retten på det sted, hvor TagGruppen har sit hjemsted (Søborg).

15. Asbest og miljøfarlige materialer

Kundens oplysningspligt
Kunden er forpligtet til skriftligt og forud for arbejdets opstart at informere TagGruppen om forekomst eller mistanke om asbest eller andre miljøfarlige stoffer i bygningen, herunder i tagdækning, facadebeklædning, isolering eller andre byggematerialer. Hvis sådanne oplysninger ikke gives, anses det som en garanti fra kundens side for, at arbejdet ikke omfatter eller berører asbestholdige materialer. Kunden skal levere al nødvendig dokumentation vedrørende bygningens tilstand og eventuelle farlige materialer før arbejdets start.

Undersøgelsespligt
Det påhviler kunden at sikre, at bygningen er screenet for asbest iht. Arbejdstilsynets retningslinjer, særligt ved ombygning, nedrivning eller tagarbejde i bygninger opført før 1990. Dokumentation herfor skal kunne fremvises på forlangende.

Standsning ved mistanke om asbest
Hvis der under arbejdets udførelse opstår mistanke om tilstedeværelse af asbest, standser arbejdet straks af sikkerhedshensyn. Kunden informeres omgående. Arbejdet genoptages først, når en uvildig undersøgelse har afklaret forholdene, og eventuel asbestsanering er gennemført af en autoriseret virksomhed.

Ekstraomkostninger og forsinkelser
Alle omkostninger som følge af konstateret eller mistænkt asbest – herunder arbejdets afbrydelse, prøvetagning, ventetid, anvendelse af særligt beskyttelsesudstyr, håndtering og bortskaffelse af affald – faktureres særskilt til kunden. Eventuelle tidsplaner forlænges tilsvarende uden ansvar for TagGruppen.

Ansvarsfraskrivelse
TagGruppen kan ikke holdes ansvarlig for skader, helbredsproblemer eller forsinkelser som følge af kundens manglende oplysning om forekomst af asbest eller andre miljøfarlige stoffer.

Gældende lovgivning
Al håndtering af mistænkelige eller bekræftede asbestmaterialer sker i overensstemmelse med gældende dansk lovgivning, herunder Arbejdstilsynets bekendtgørelse nr. 1792 af 18/12/2015 om asbest og affaldsbekendtgørelsen.